Høringssvar 2026

Færdselsregler

Til
Transportministeriet
Sagsnr. 2025-2598
trm@trm.dk

Den 17. februar 2026


Høringssvar

Rådet for Sikker Trafik har modtaget forslag til lov om ændring af færdselsloven i høring og har følgende bemærkninger vedr. skærpelse af sanktionerne for vanvidskørsel og farlig kørsel:

Rådet for Sikker Trafik kan tilslutte sig forslagene om at skærpe de frakendelsesmæssige sanktioner og konfiskationsreglerne ved spiritus- og narkokørsel, der har medført uagtsomt manddrab eller uagtsom betydelig legemsbeskadigelse. Spiritus- og narkokørsel er uacceptabelt og sætter andres liv på spil i trafikken. Der er desværre mange eksempler på, at det har kostet liv og påført andre alvorlige skader. Det er farlig adfærd, som bør sanktioneres derefter.

Rådet for Sikker Trafik gør i den forbindelse opmærksom på, at en meget stor del af de dømte spiritusbilister (både dem der bliver standset i en kontrol og dem, der er impliceret i en ulykke) ifølge politiets opgørelser har ret høje promiller. Der bliver også årligt sigtet mange tusinder for narkokørsel efter at have indtaget ulovlige stoffer. Mange af spiritus- og narkobilisterne må formodes at have et decideret behandlingskrævende misbrugsproblem, der er underliggende årsag til deres spiritus- eller narkokørsel.

Rådet for Sikker Trafik finder det derfor vigtigt, at der også er fokus på forebyggelse af både sprit- og narkokørsel for at få stoppet og hjulpet personer med misbrugsproblemer i tide - før de gentagne gange kører bil i påvirket tilstand og er til fare i trafikken. I forlængelse heraf er det vigtigt, at der også er fokus på, at dømte spiritus- og narkobilister, udover straffen også tilbydes rusmiddelrådgivning og/eller rusmiddelbehandling for at forebygge gentagelser. Det ville bl.a. bidrage til bedre trafiksikkerhed, hvis alle landets politikredse deltog i Kør-Rent-projektet.


Med venlig hilsen

Jakob Bøving Arendt
administrerende direktør