Digital indholdsredaktør til Rådet for Sikker Trafik
Vi leder efter en ny kollega, der kan drive og udvikle vores digitale platforme.
Rådet for Sikker Trafik søger en ambitiøs, initiativrig og selvstændig digital indholdsredaktør, der både kan udvikle, producere og optimere vores digitale indhold samt sikre, at vores kommunikation fungerer optimalt på tværs af kanaler, målgrupper og formater. Du bliver ansvarlig for sikkertrafik.dk og får en central rolle i vores arbejde med digitale kampagner, SoMe, AI (GEO) og dataunderstøttet kommunikation. Vi søger dig, der både er stærk på strategi og eksekvering og som bliver motiveret af at lave kommunikation, der gør en forskel.
Dine opgaver
Du driver udviklingen af sikkertrafik.dk som strategisk kanal med fokus på struktur, UX, performance og indhold og sikrer, at vores indhold bliver synligt og anvendt på diverse AI platforme. Vi bevæger os fra SEO til GEO, og du lander i organisationen på et tidspunkt, der betyder, at du får mulighed for at sætte dit præg på beslutninger om processen, eksekveringen og ressourcerne. Du arbejder sammen med et lille team af dygtige digitale kolleger, og sammen skal I gøre Rådets digitale kommunikation klar til fremtiden.
Vi arbejder efter et sæt kanalstrategiske principper, som bliver din spillebane og det kræver bl.a. at du kan arbejde på tværs af kanaler. Derfor får du også en rolle i at udvikle, producere og tilpasse vores budskaber og kommunikation til alle de digitale platforme, vi benytter. Det være sig websitet, SoMe, nyhedsbreve, kampagner, værktøjer, presse m.m. Sammen med det digitale team bidrager du til Rådets SoMe-arbejde ved at udvikle indhold, der skaber engagement og effekt. Hvis du har kompetencer inden for produktion eller grafik er det kun et plus, men dit primære fokus er på at skabe værdi ved at arbejde datadrevet på tværs af kanaler med løbende optimering, læring og måling og ved at strukturere vores indhold, så det er let at forstå for både mennesker og maskiner.
Dine kompetencer
- Vi søger en kollega, der er initiativrig, samarbejdende og struktureret, og som trives med at tage ansvar både strategisk og i det daglige arbejde. Du har solid erfaring med digital kommunikation og følger fortsat nysgerrigt den digitale udvikling. Du bliver motiveret af at skabe indhold med gennemslagskraft og dokumenterbare resultater for en vigtig samfundssag.
- Du kan arbejde selvstændigt fra idé og planlægning til eksekvering, måling og evaluering, og du har en solid forståelse for, hvordan digital kommunikation bedst tilpasses forskellige kanaler, målgrupper og formater. Du har indgående kendskab til sociale medier og digital målretning og kan omsætte indsigt i målgrupper og adfærd til relevant og engagerende indhold.
- Du er hjemmevant i Umbraco eller et tilsvarende CMS og har erfaring med at udvikle og vedligeholde et website med fokus på struktur, brugervenlighed og performance. Du har arbejdet med nyhedsbreve og forstår samspillet mellem content, data og kanalvalg og så har du erfaring med analyse- og måleværktøjer og kan bruge data aktivt til løbende optimering og prioritering.
- Digital synlighed i et landskab, der bevæger sig fra SEO mod GEO og AI-drevne søge- og svarplatforme bliver en vigtig del af dit arbejde. Du behøver ikke være specialist, men du forstår vigtigheden af struktureret indhold, klar formidling og troværdige kilder, der både fungerer for mennesker og maskiner.
Hvis du desuden har kompetencer inden for produktion eller grafisk arbejde (fx Canva, Adobe, video eller foto), er det en fordel. Forståelse for adfærd og forebyggelse er et stort plus, ligesom stærke formidlingsevner både skriftligt og mundtligt er afgørende i rollen.
Om Rådet for Sikker Trafik
I Rådet for Sikker Trafik arbejder vi for en sikker og tryg trafik ved at påvirke adfærd ved hjælp af undervisning, kommunikation, rådgivning og kampagner. Vi nørder data for at afdække, hvorfor ulykkerne opstår, vi gør en dyd ud af at forstå målgruppernes holdninger og adfærd, og vi tester og evaluerer vores indsatser for at sikre læring og effekt.
Vi er sat i verden for at nedbringe antallet af dræbte og kvæstede i trafikken og skal derfor nå ud til alle målgrupper. Vi samarbejder med alle landets kommuner, politikredse og skoler og har en række værdifulde partnerskaber med fonde, organisationer og virksomheder, der er engageret i trafiksikkerhed.
I Rådet er vi knap 30 medarbejdere med faglighed inden for bl.a. kommunikation, retorik, journalistik, marketing, dokumentation og undervisning. Vi er nysgerrige, elsker at blive klogere og insisterer på at levere det absolut bedste, vi kan. Og så kan vi bare rigtig godt lide hinandens selskab.
Du behøver ikke vide særlig meget om trafiksikkerhed, det skal du nok lære med tiden. Men du skal til gengæld have lyst til at bidrage til en mere sikker og tryg trafik for os alle sammen. Vi ved, at 9 ud af 10 ulykker skyldes adfærd og derfor er det så vigtigt for os at arbejde ambitiøst for at påvirke adfærden i en mere sikker retning.
Praktisk information
Stillingen er på fuld tid med ansættelse den 1. august. Du refererer til Rådets vicedirektør, har et meget tæt samarbejde med Rådets IT-chef og indgår som en del af det digitale team.
Der vil blive afholdt 1. runde ansættelsessamtaler den 18. og 19. maj og 2. samtaler den 26. maj.
Har du spørgsmål, kan du kontakte vicedirektør Karina Petersen på tlf. 40 35 39 76. Send din motiverede ansøgning og CV til job@sikkertrafik.dk senest den 10. maj. Vi ser meget gerne, at du forholder dig aktivt til vores kanalstrategiske principper og vores digitale kommunikation i din ansøgning. Du kan læse om vores arbejdsmetode i de kanalstrategiske principper, som du finder her.