Kørsel med trailer: Styr på reglerne? Ellers kan det blive dyrt

31. marts 2026
I foråret stiger aktiviteterne i haver og sommerhuse, og mange kører med trailer fx til og fra genbrugspladserne. Husk at tjekke trailerreglerne, før du kører, for ellers kan det blive dyrt, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik.
På genbrugspladser og i byggemarkeder er der livlig aktivitet, og for mange betyder det årets første tur med traileren bag bilen. Men det er ikke alle, der har helt styr på, hvad de må og ikke må, når de kører med trailer.
Derfor har Rådet for Sikker Trafik udviklet en trailerberegner, hvor man hurtigt kan se hvilken trailer, man må køre med, hvor meget man må læsse i den, og hvor hurtigt man må køre.
Det er vigtigt, at man har styr på reglerne, før man spænder traileren på bilen og kører. Ellers kan man udgøre en risiko i trafikken for sig selv og andre. Har man ikke styr på reglerne, kan det koste en frakendelse af kørekortet og en betydelig bøde. Så sørg for at tjekke din bil og trailer, inden du kører afsted, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Hvis du kører med en trailer, som har bremser, er det vigtigt, at du har monteret sprængwiren korrekt. Hvis den fx blot er lagt om krogen på anhængertrækker, kan det udløse en betinget frakendelse af kørekortet.
Rådet for Sikker Trafik har tidligere gennemført en repræsentativ undersøgelse, der viser, at fire ud af ti bilister inden for et år har kørt med trailer. 16 % af dem svarede desuden, at de har kørt med en trailer, selv om de var i tvivl om, hvorvidt de kørte med overlæs, eller også vidste de det, og valgte at køre alligevel.
Det er vigtigt, at man kender reglerne, for en forkert læsset eller overlæsset trailer kan nemt komme i slinger på vejene, og det kan føre til alvorlige ulykker, da køretøjet vejer meget og kan gøre stor skade, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Hvis du bliver stoppet med en for tungt lastet trailer, kan du risikere at få en bøde. Bøden er 75 kr. pr. procent overvægt, dog mindst 1.000 kr. Du risikerer også en betinget frakendelse af kørekortet.
Få mere viden her:
Hos Rådet for Sikker Trafik kan du nemt tjekke, hvilken trailer du må køre med, og hvor meget du må laste den med: Trailerberegner | SikkerTrafik.dk
Hos FDM kan du se eksempler på, hvor meget (eller hvor lidt) du må fylde i din trailer, og hvor hurtigt du må køre: Få styr på reglerne for kørsel med trailer og undgå fælder | FDM
Kontakt:
Rådet for Sikker Trafiks presseafdeling: 39163969.


