Studenter topper farlig statistik – nu får 40.000 af dem en ekstra påmindelse

15. juni 2026
De 18-20-årige kører alt for ofte fulde på cykel, og de er samtidig dårligst til at huske cykelhjelmen. Det vil Rådet for Sikker Trafik ændre med en kampagneindsats og et personligt budskab, som 40.000 studenter modtager sammen med deres studenterhue.
I de her uger får tusindvis af studenter de længe ventede huer på, og dermed begynder en lang periode med fester.
Det får nu Rådet for Sikker Trafik til at sende en særlig hilsen til 40.000 studenter, som de får sammen med studenterhuen. I æsken med huen ligger der nemlig et postkort med en studenterhue formet som en cykelhjelm med teksten “Pas godt på jeres kloge hoveder. Tillykke med huen”.
Kortet er en del af en stor kampagne, der også kan ses på 356 plakater i følgende kommuner: København, Frederiksberg, Dragør, Hvidovre, Roskilde, Høje-Taastrup, Hillerød, Herlev, Lyngby-Taarbæk, Glostrup, Hørsholm, Frederikssund, Odense, Vejle, Kolding, Herning, Randers, Aarhus og Aalborg. Kampagnen kan også ses på GO-Cards på 540 cafeer og biografer i hele landet. Sideløbende vil en anden kampagne på bl.a. Rådet for Sikker Trafiks sociale medier også minde unge om at lade cyklen stå, hvis promillen er høj.
- Tusinder af unge står foran en uforglemmelig periode af deres liv, hvor studenterfesterne ligger som perler på en snor, og hvor mange cykler fra den ene fest til den næste. De har i den grad fortjent festerne, men det skal helst ikke ende i uheld og skader, der kan få følger for resten af deres liv. Derfor minder vi dem om at lade cyklen stå, når promillen er høj, og hvis de cykler, at de så altid husker cykelhjelmen og lader studenterhuen ligge i cykelkurven imens, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Skader kan påvirke resten af livet
På postkortet til studenterne er der en QR-kode med link til en film med en ung mand, der som nyudklækket student kørte beruset og uden hjelm. Han faldt på cyklen og fik en alvorlig hjerneskade, og filmen viser, hvor store konsekvenser det har fået for hans og familiens liv.
- Alt for mange unge undervurderer, hvor alvorlige konsekvenser et fald på cykel kan få, hvis man slår hovedet. I Hjerneskadeforeningen møder vi unge, som fra det ene øjeblik til det andet har fået deres liv forandret efter en cykelulykke – nogle skal lære helt basale ting igen og lever bagefter med kognitive, fysiske og sociale følger resten af livet. Derfor er det så vigtigt at bruge cykelhjelm og lade cyklen stå, når man er meget fuld, siger Morten Lorenzen, direktør i Hjerneskadeforeningen.
Som en del af Rådet for Sikker Trafiks kampagne med at få flere unge til at bruge hjelm, har TikTok-fænomenet, Albert Klüver Rongsted, udgivet en ny musikvideo, der skal få flere til at spænde hjelmen. Filmen kan ses på TikTok, Instagram og Spotify.
På en række sociale medier viser Rådet for Sikker Trafik i de kommende uger også en kampagnefilm, der sætter fokus på, hvor hurtigt det kan gå galt, hvis man triller fuld ud i natten på sin cykel.
Fakta:
29 % af de 18-20-årige cyklister har inden for det seneste år en eller flere gange kørt så berusede på cykel, at de slingrede, havde svært ved at holde balancen eller var tæt på at ramme en kantsten – herunder fordeling på Øst- og Vestdanmark:
· Østdanmark: 34 %
· Vestdanmark: 25 %
Gennemsnittet for alle voksne cyklister er 11 %.
Brug af cykelhjelm:
44 % af de 18-24-årige cyklister siger, at de altid eller næsten altid cykler med hjelm, mens det tilsvarende tal fx for deres forældres generation (35-50 år) er 58 %.
(kilde: Wilke og Rådet for Sikker Trafik, nationalt repræsentative undersøgelsen blandt hhv. 571 18-20-årige cyklister i 2025 og 3.113 +18-årige cyklister i 2024).
Gode råd til unge:
· Lad cyklen stå, hvis du på forhånd ved, at du skal drikke meget.
· Hvis du vil drikke og cykle bagefter, så drik begrænset.
· Hjælp også dine venner og grib ind, hvis nogen er for fulde til at cykle sikkert.
· Hvis du er på cykel og har drukket meget, så hent cyklen dagen efter.
· Husk altid cykelhjelmen. Den kan få afgørende betydning, hvis uheldet er ude.
Pressefotos:
Download kampagneplakater eller pressefoto fra kampagnen her.
Kontakt:
Rådet for Sikker Trafiks presseafdeling: 3916 3969 / presse@sikkertrafik.dk


